Forklar dit at
Tekst: Addie de Lamotte & Tobias Hørning
Foto: Mikkel Odd Højgaard
Liv | 11/06/2026 | 16. udgave
L.O.C. rapper i sangen “Momentet”, at “livet det skal skrives med ar.” Ar kan ikke tale, men hvert eneste ar bærer en personlig fortælling. De kan være kommet ved et uheld, sygdom eller de kan være selvforskyldte. De er permanente spor af oplevelser – nogle sjove, andre voldsomme. Vi kan ikke blive kloge på dem, før vi spørger ind, men det kan føles grænseoverskridende at spørge. Derfor har TENDENS gjort det for jer.
Et lille kors fra en halskæde varmes over flammen fra en lighter og bliver sydende presset mod huden under Adams højre forarm.
Det lugter brændt af hår og kød, og en af hans venner råber om, hvor klamt det er.
Adam presser et koldt glas med rødkål mod såret. Resultatet er en rød og ujævn oval med en mørk skorpe, slet ikke det kors, som gruppen havde forestillet sig.
En video bliver lagt op på Instagram, så alle kan se, hvor sej Adam har været.
Et kors på overarmen
Adam Nygaard Ostersen går på efterskole, da han får sit ar. Det er aften, og eleverne på den kristne skole keder sig. Ideen om at brændemærke et kors på nogens arm bliver bragt op, og som en selvfølge bliver alle øjne rettet mod Adam.
“Jeg kunne godt lide, at andre sagde ‘Adam er ham, der gør vilde ting’, men det er ikke længere den måde, jeg vil forstås på.”
Otte år er gået, siden Adam fik sit ar, og hans forhold til både religion og oplevelsen harændret sig markant. Han fortryder det ikke, og han har endda takket nej til tilbuddet om at fåarret fjernet. For den lille klumpede oval er en samtalestarter, en måde at dele den uperfektefortælling om Adam på.
“Jeg får lov til at bryde en fordom hos dem, der tror, at kristendommen kun er for de hellige.For den er også for dumme Adam i 9. klasse på efterskole.”
En spaltet hånd og en lappeløsning
Tom Lorentzen er i fitness. Han løfter tungt, så han ved godt, at vabler ofte følger med. Og en vabel får han. Den lille vabel har åbnet sig under træningen og minder måske mere om hård hud, men kort efter bliver den mere rød og øm. Få dage efter er huden betændt, hævet og Tom har fået feber. Hos lægen bliver hånden smurt med en antibakteriel salve og pakket ind, men betændelsen bliver kun værre.
"Det skete fra den ene dag til den anden, så det kom helt bag på mig. Vablen havde vokset sig på størrelse med en tennisbold.”
Tom tager igen til lægen og bliver mødt med en reaktion, han ikke havde forventet. En
ambulance bliver tilkaldt, da Tom er så feberramt, at chancen for, at han dejser om på
busturen til Skejby, er for stor.
Samme dag bliver Toms hånd spaltet. Den skæres op og “monstrøse mængder puds”, som det
efterfølgende blev beskrevet i hans journal, bliver fjernet. Lægerne skærer et rektangulært
stykke hud af overarmen og bruger det til at lappe hånden.
Det er ikke en oplevelse, Tom særligt ofte taler om, især fordi han næsten ikke bliver spurgt ind til det. Toms ene ar er oftest gemt væk bag t-shirts og sweatre, og han mener ikke, at det
andet ar på indersiden af hånden er bemærkelsesværdigt nok til at modtage en reaktion. Til tider glemmer Tom oplevelsen, men når han kigger i journalerne og på de gamle billeder,
vækker det den samme følelse af forskrækkelse på ny.
"Mennesket er jo indrettet til at glemme det, som har gjort ondt for at passe på psyken. Så jeger overrasket over, hvor meget det stadig fylder i mig.”
En finger uden spids
Natalie Videbæk Munkholm har lagt store planer. Hun fylder 50 år og har derfor lejet en efterskole i Odder til anledningen. Det er dagen før festen, og forberedelserne er i fuld gang. Hvide festtelte hejses, en scene sættes op, og lokaler gøres klar til taler, dans og minder.
En af salene på efterskolen har flere store og tunge møbler, og de skal flyttes. Mens Natalie forsøger at flytte en lang og tung bænk, vælter den, og hun når ikke at fjerne sin hånd, før hendes fingerspids er fanget. Natalie knuger sine hænder mod hinanden, imens blodet strømmer ud.
På skadestuen tænker Natalie næsten udelukkende på at komme tilbage til forberedelserne, så smerten træder i baggrunden og bliver nærmest en eftertanke.
"Det føltes meget som en hovedpine, bare i min hånd”.
Fingeren er knust, og en læge fortæller hende, at spidsen skal fjernes, hvortil hun svarer:
“Tag fingeren, så længe jeg bare kan komme tilbage.”
Og hun fortæller faktisk alle på sin vej om ønsket om at vende retur: sygeplejerskerne, portøren og anæstesilægen, som inden operationen bedøver hendes hånd. Natalie er ikke i fuld narkose, men det rører hende ikke.
“Jeg kan høre, de klipper knoglerne af. Det lyder meget som en neglesaks. Klip, klip, klip, mens jeg hyggesnakker med sygeplejerskerne.”
Udskrevet med to poser med morfinpiller og almindelig smertestillende medicin sendes hun tilbage til festen. Hun skal dog holde sin forbundne hånd over hovedet under hele arrangementet. Intet problem.
I dag er det mest af alt en sjov historie for Natalie.
Hun ved dog, at arret bliver bemærket. Når hun som lektor flagrer med hænderne under enforelæsning, eller når hun møder folk for første gang.
"Jeg tænker over det hver gang, jeg giver folk hånden. Gad vide, om de kan mærke det. Børner i hvert fald ikke blege for at fortælle, hvor ulækkert, de synes, det er,” siger hun og griner.
Et superhelteemblem på torso
Jeremias Andersson er spæd, da et rutinemæssigt tjek pludselig vækker panik blandt lægerne. Han har to hjertekamre for lidt. En hjertefejl som betyder, at han med det samme skal opereres. Resultatet bliver et ar, der strækker sig ned langs maven, fra hvor han deles i to og samles igen. I folkeskolen flere år senere skammer Jeremias sig heller ikke over arret. Han viser det stolt frem.
“Ar betyder jo, at man måske har været oppe at slås eller gjort noget andet fedt, så jo større ar, jo sejere.”
Som 16-årig får arret dog en ny betydning. Endnu en operation finder sted, og han skæres op igen.
En måneds indlæggelse efterfulgt af endnu en måneds inaktivitet sætter en stopper for det efterskoleliv, som Jeremias længe havde set frem til. Det gør en i forvejen hård kamp hårdere, men Jeremias syn på selve livet bliver med oplevelsen fornyet.
“Det er som om, at det blev et nyt ar med en ny betydning. Når jeg ser på arret i dag, er jeg
fuld af taknemmelighed. For det at leve og for hvad teknologien og lægerne kan gøre i dag.”
Lægerne tilbyder Jeremias plastre, som kan gøre arret mindre tydeligt, men det takker han nej til. For arret er ikke noget, han vil fjerne, det er et symbol på overlevelsen.
“Det har jo aldrig været skamfuldt for mig, det er en del af mig.”
Selvom Jeremias er meget mere end sit ar, vil han til en hver tid gerne forklare det. Om det er til en ven, der ser ham i bar overkrop for første gang, eller til den nervøse mor på hjerteafdelingen, hvis barn skal igennem selv samme operation, så fortæller han gerne sin historie.
“Supermand har sit logo, jeg har mit ar. Det er en del af mig, det gør mig særlig, men ikkeanderledes.”