“Det er ikke bare en idiot, der står og skriger”
Tekst: Celia Bak-Thomsen & Nicklas Stepka
Foto: Emma Brink Laursen
Kultur | 11/06/2026 | 16. udgave
Metal er mere end bare støj. Det er også fire gutter, som skyder fordomme til jorden, har fællesskab i højsædet og indtager en af de helt store festivaler. TENDENS har lagt turen forbi Permanoias øvelokaler til en snak om growling, YouTube-tutorials og ørepropper.
I ET HEXAGONFORMET multikøkken bliver vi budt velkommen. Et multikøkken er i denne sammenhæng et rum, der både fungerer som scene, bar og – selvfølgelig – køkken. Et af de steder, hvor ingen helt ved, hvem der egentlig ejer posen med kaffe.
Det er tre unge fyre, der byder på en kop sort. De er iført Adidas-sneakers, baggy bukser og sorte T-shirts. Den ene har man bun, den anden et velplejet overskæg, den tredje en ring i næsen. Den slags ansigter, man i løbet af et halvt sekund scanner med sit indre elevatorblik: Er det mennesker, der sælger hash og spiller guitar i deres fritid, eller er det bare nogle meget søde kulturtyper? Det viser sig heldigvis at være det sidste. De ligner mest af alt pædagogmedhjælpere fra en fritidsordning på Nørrebro, hvor børnene lærer at lave keramik og høre vinyl.
Vi befinder os i øvelokaleforeningen MONO i Åbyhøj – en bygning, hvor nogen altid står og stemmer en guitar i et tilstødende rum, og hvor luften svagt lugter af støv, sved og energidrik. Her bliver der øvet dansetrin, skrevet sætlister og diskuteret monitorlyd, længe før nogen nogensinde står på Orange Scene.
Det varer ikke længe, før vi bliver inviteret ned i drengenes øvelokale. Det er Mikkel, Karl og Magnus – for lige at introducere dem ved navn. Sammen går de under navnet Permanoia. Der er dog også en ekstra tilføjelse til deltagerlisten.
Vi bevæger os ned ad en lang gang med gule vægge og industrielle lysrør, der hænger i loftet med en sitrende summen, som får én til at føle sig som statist i Nattevagten.
Øvelokalet flyder med kabler, højttalere og trommestikker. På væggen hænger en gigantisk Backstreet Boys-plakat med strandtema. Den virker både ironisk og helt oprigtig på samme tid. Vi smalltalker lidt, mens vores nye bekendtskaber filtrer sig ind og ud af ledningerne på gulvet.
Så åbner døren.
“Hej. Jeg hedder Frej,” siger en fyr og giver hånd.
“Nå, så kunne forsangeren være her,” råber en anden fra bunden af lokalet.
“Vil I høre et nummer? Vi har sat det hele op nu,” spørger guitaristen, Karl.
Vi får fremstammet et lidt overrasket ja og sætter os på to klapstole henne i hjørnet. Der bliver delt ørepropper ud med samme selvfølgelighed som servietter på en café. Imens trommeslageren Magnus finder stikkerne frem, glider vores blik endnu engang op på Backstreet Boys-plakaten. Karl slår et par akkorder an på guitaren. Noget let rock’n’roll-agtigt. Den type riff, som moderne popmusik har lånt fra mænd med langt hår og læderbukser.
Frej løfter mikrofonen. Blikket bliver tomt og fjernt på den måde, kun forsangere og mennesker i meget dybe meditationer kan slippe afsted med.
Så kommer skriget.
Et langt, brutalt brøl flænser lokalet, samtidig med at trommerne bliver tævet igennem med så voldsom kraft, at brystkassen vibrerer. Det føles mindre som musik og mere som at blive ramt af en pludselig tordenstorm fra oven.
DA LYDEN LÆGGER sig, og vibrationerne i brystkassen klinger af, står det klart, at det, vi lige har overværet, ikke er et tilfældigt raserianfald fra en presset pædagogmedhjælper. Det er et kontrolleret redskab. For Frej, Permanoias forsanger, er det metalliske growl ikke bare støj, men en disciplin, der kræver kontrolleret præcision.
Når Frej åbner munden, handler det om at skubbe grænser og efterlade et indtryk, der overgår det vante. Selvom han mestrer almindelig sang, er det i det mørke, forvrængede register, han finder sin egentlige nerve. Han beskriver selv vejen dertil som en nødvendighed: Hvis han alligevel skulle larme, kunne han lige så godt gøre det ordentligt og lære teknikken bag, så stemmen ikke led overlast.
Det er en teknik, der kræver mere end bare gode lunger - det kræver gennemtrawling af YouTube-tutorials og en fascination af forbilleder som Chino Moreno fra bandet Deftones, hvis “ægte skrig” Frej har forsøgt at tæmme i sin egen krop. For som guitaristen Karl tørt konstaterer, er det en udbredt misforståelse, at det bare er en “idiot, der står og skriger”.
Det handler om fascinationen af, hvad stemmen kan udtrykke, når den skejer helt ud. Man kan altså bruge growling til at beskrive en helt bestemt følelse.
“Hvis du skriver en rigtig trist sang, og du så begynder at skrige på et tidspunkt, så forstår man måske, at okay, nu er det et andet udtryk,” fortæller Frej.
Vi snakker videre om det voldsomme udtryk, vi selv blev ramt af, da vi ankom til øveren. For kan metallen i virkeligheden skræmme folk væk, som egentlig var ret interesserede? Frej griner ad den umiddelbare reaktion:
“Det er jo ikke lige min mors drøm.”
De andre bandmedlemmer griner anerkendende, og trommeslageren Magnus fortæller om familiens respons:
“Det er ikke, fordi de prøver at være uforstående over for det. De forstår det bare ikke helt endnu.”
Bassisten Mikkel er enig i, at det kan være trættende, når folk har berøringsangst over for genren og hurtigt sætter dem i en boks.
“Man kan tit godt mærke, at det måske er folk, der ikke lige har prøvet at sætte sig ind i det, som så bare opfatter det som larm.”
Alligevel er bandets musikalske karriere ikke helt tom snak for de ikke-indviede, når de rigtige navne kommer på bordet.
“Så siger man, at man spiller på Copenhell, og så er de sådan: ‘Nååå, så går det meget godt.’”
Permanoia spiller nemlig på Boneyard-scenen på dette års Copenhell. Festivalen har oplevet en markant stigende interesse, og allerede i slutningen af april kunne der meldes udsolgt på partoutbilletterne – et flot resultat, da festivalen først løber af stablen i slutningen af juni. Bandet selv ser et stadigt mere diverst fællesskab til både koncerterne og på festivalerne, der gør op med de gamle fordomme.
“Jeg kender mange, som er kommet ind til metalkoncerter eller på Copenhell og har tænkt, at det ville være helt voldsomt, og at det ville være nogle farlige mennesker, der var der. Bagefter siger de altid: ‘Jeg har aldrig mødtsødere mennesker,’” afslutter bassisten Mikkel.
DE UDLEVEREDE ØREPROPPER er lagt tilbage på plads, men vibrationerne fra Frejs skrig og de rungende instrumenter sidder stadig i kroppen som en påmindelse om Permanoias lydoutput.
Det er netop denne kontrast, der bliver hængende som det mest interessante: Mødet mellem de tre venlige fyre i Adidas-sneakers og den ufiltrerede, katarsiske voldsomhed, de udløser, så snart forstærkerne tændes.
Permanoia er et upcoming navn på den danske metalscene, men deres ambitioner rækker langt ud over øvelokalets støvede vægge. Bag det velplejede overskæg gemmer sig en kompromisløs dedikation til et miljø, der trods sit farlige ydre er præget af omsorg og loyalitet.
For bandet er metallen ikke en flugt ind i mørke klichéer, men en inkluderende legeplads, hvor man passer på hinanden i moshpitten.
Når de pakker kablerne sammen, står det klart, at drømmen om verdensturnéen og flugten fra 8-16-jobbet er det, der driver værket. Selvom søskende og forældre stadig ikke helt forstår musikken, har Permanoia fundet en retning, der giver mening for dem. De er klar til at indtage den danske metalscene og bevise, at metal i dag er meget mere end bare støj. Det er et autentisk frirum, hvor der er plads til både Backstreet Boys-plakater og brutale brøl. Og ja, da vi fortalte dem, at de lignede en forsamling af pædagoger, udbrød Karl rigtigt nok:
“Vi arbejder faktisk også alle sammen som pædagoger, så den er sgu god nok.”