Kunsten at leve med et høretab
Tekst: Amalie Thorst Rottbøll & Mathilde Skovgaard Mertz
Foto: Carl Stubkjær Ravnbak
Liv | 11/06/26 | 16. udgave
Du kan ikke se det på ham, men lige nu snubler Tore. Det gør han faktisk hele tiden. Snubler uden at falde. Eller sådan føles det i hvert fald.
For Tore har et høretab, og det påvirker ikke bare hans hørelse. Nej, i stedet styrer høretabet nemlig hele Tores hverdag, hvor usikkerhed og konstant tilpasning er blevet uundgåeligt.
“Jeg synes jo emnet er vigtigere end mig.”
Som den vestjyde han er, bryder Tore Gadegaard sig egentligt ikke om at snakke om sig selv. Men lige nu er han villig til at gøre en undtagelse.
Han har nemlig et håb om at række ud til andre, der ligesom ham selv lever med et høretab. Være den spejling, han altid selv har manglet.
Tore er 23 år gammel, studerer medicin i Aalborg, elsker at lytte til musik og at tage på fredagsbar med sine venner. På overfladen ligner han de fleste andre unge. Men noget skiller ham ud fra mængden. Han har et høretab, der gør ham helt døv på venstre øre.
”Forestil dig, at hvis du lytter til noget eller snakker med nogen, så falder alt andet ligesom væk,” forklarer Tore. ”Men det gør det aldrig for mig. For mig er alle lyde der hele tiden, og det kan virkelig gøre mig træt i hovedet.”
Den første tid med høretab
Tores høretab er formentlig medfødt, men han er ikke helt sikker, for som han selv nævner – hvordan skulle man kunne vide, om en baby har et høretab?
”Jeg har altid været et vakst og vågent barn, så mit høretab var først noget, der egentlig kom på tale, da jeg gik i børnehave. Der fandt de ud af, at der var noget, som var anderledes. Jeg havde svært ved at reagere på det, der blev sagt til mig, og jeg svarede ’hvad’ rigtig mange gange.”
Da Tore kom i folkeskole, begyndte puslespilsbrikkerne at falde mere på plads. Han fik tildelt en fast plads forrest i lokalet til højre for læreren, så hans højre, hørende øre kunne opfange, hvad der skete i undervisningen.
Tore benyttede i en kort periode et høreapparat i folkeskolen, men ”det blev hurtigt træls”, som han selv forklarer det.
”Hvis vi for eksempel havde idræt, kunne jeg ikke gå i bad med det, og så var der nogle af de andre drenge, der kunne finde på at drille og tage det. Så jeg stoppede med at bruge det.”
Hele vejen gennem gymnasiet gjorde Tore udelukkende brug af sin faste, forreste plads i lokalet. Endnu en gang lærte han at tilpasse sig rammer, der ikke var skabt til ham.
En hjælpende hånd
Da Tore i sommeren 2023 startede på medicinstudiet, blev det pludselig langt sværere at jonglere både studie og høretab.
Undervisningsformen var væsentligt mere dynamisk og foregik desuden i et langt højere tempo end hidtil. For første gang i sin skoletid oplevede Tore at være så udfordret af sit høretab, at han måtte bede om hjælp.
Han blev overrasket, da han fortalte sin studievejleder om omfanget af sit høretab. Her fik han at vide, at han faktisk var berettiget til at få kommunalstøtte. Tore blev gennem universitetet hurtigt tilknyttet SPS (socialpædagogisk støtte), og derigennem fik han en hørekonsulent, som han nu mødes med hver tredje uge. Desuden fik han tildelt et høreapparat til sit højre øre, der kan opfange lyd fra forskellige retninger via en tilknyttet mikrofon.
Tore er ikke i tvivl. Redskaberne gør det nemt at være studerende med høretab. Og så alligevel ikke helt.
For agerer man fluen på væggen, når Tore får fri fra studie, vil man ikke betragte et ungt menneske på kaffedates med sine venner eller til fritidsaktiviteter. Derimod et ungt menneske, som højst sandsynligt ligger på langs. Udmattet efter en lang dag, hvor tankerne konstant har forsøgt at finde svar på, hvordan høretabets udfordringer kan imødekommes.
”Jeg kan på mange måder modvirke problemerne ved at bære mig rigtigt ad. Men det er også anstrengende konstant at skulle stille mig de rigtige steder for at kunne høre, hvad der bliver sagt.”
Men mest af alt bunder Tores udmattelse i det konstante forsøg på at være til mindst besvær. Ikke overfor sig selv, men overfor sine omgivelser.
Hvem skal Tore tage hensyn til?
”Jeg prøver tit at lægge mere til end at trække fra.”
Det sker sjældent, at Tore beder medlemmerne i sin studiegruppe om at gentage deres pointer, når de laver gruppearbejde. Og han spørger heller ikke sine venner om at skrue ned for musikken til festerne.
”Jeg tror ikke, at nogen med høretab eller andre udfordringer ønsker, at andre skal tage hensyn til dem hele tiden. Men der er mange sammenhænge, hvor jeg ikke kan høre eller har svært ved at deltage på lige fod med andre. Og det gør, at jeg bliver usikker,” fortæller han.
Derfor kan man måske ikke se på Tore, at han faktisk er mere udadvendt end indadvendt. Tværtimod. Det konstante forsøg på at tage hensyn og den medfølgende usikkerhed, har nemlig tillagt ham en grundlæggende stille facon.
Men så bliver spørgsmålet, om Tore i bund og grund spænder ben for sig selv? Vil det være nemmere at være den udadvendte Tore, hvis han satte høretabet fri i verden ved i højere grad tale åbent om det?
”Hvis jeg snakker om det og derfor skaber den opmærksomhed på mig selv, så er det jo en erklæring om, at jeg er anderledes. Og det synes jeg er lidt underligt, for det er jeg jo egentligt ikke.”
I mødet med andre
Tore gør sig mange overvejelser, når det kommer til at fortælle andre om sit høretab.
”Det er jo ikke så vigtigt for ekspedienten i Rema at vide det,” siger han med et lille smil, ”det er en hurtig interaktion, og så er man færdig.”
Men Tores familie forstår ham. Pladsen ved bordet er selvsagt, og der er altid plads til et ekstra ”hvad?”, uden at nogen tænker over det. Det er et sted, hvor der er plads til hans høretab.
Det samme gør sig gældende for hans to bedste venner Carl og Mark, som han har kendt siden barndommen.
”Hvis der er nogle, der er træls, så er de gode til at forsvare mig,” fortæller Tore.
Han tilføjer, at han også synes, man skal være tæt på et andet menneske, for at stille sig op for andre på den måde.
Tores frirum
Det var også Carl og Mark, der åbnede døren ind til musikkens verden for Tore.
Først introducerede Carl rockgruppen ”The Doors” til Mark, og kort efter blev Tore trukket med ind i universet.
Musikken blev et frirum for ham.
”Hvis I forestiller jer, at I har en uligevægt i hovedet, så det ene øre ikke rigtig følger med, så kan det hurtigt blive ubehageligt. Men der synes jeg, at musik hjælper rigtig meget. Noget af det bedste, jeg ved, er at skrue helt op for musikken i min bil.”
Et andet frirum blev introduceret for Tore for nylig. Nemlig muligheden for at kunne dele sine oplevelser og udfordringer med andre. Her deltog Tore for første gang i et gruppemøde arrangeret af Høreforening Aarhus sammen med andre unge med høreudfordringer. Her var det intet problem at stå tæt sammen for at være sikker på, at alle kunne høre med.
“Jeg kan bare slappe af og sænke skuldrene lidt,” siger han og smiler.
Til gruppemødet var konstellationen anderledes. Her snublede Tore ikke længere. Her skulle han ikke længere forklare sig, og han måtte gerne bede de andre om at gentage sig selv eller deres pointer en ekstra gang. Her kunne han slippe sin usikkerhed og få lov til at være den udadvendte Tore.
Høretab - et voksende problem:
Et høretab opstår, når hørelsen bliver svækket – enten gradvist eller pludseligt. Dette har ofte stor betydning for både livskvalitet, kommunikation, arbejdsliv og sociale relationer.
Over 500.000 danskere har nedsat hørelse.
I 2025 afsatte regeringen 2,5 millioner kroner over de næste to år til at forebygge høreskader, da flere og flere unge fik varige høreskader.
Kilder: Høreforeningen, Sundhedsstyrelsen & DR