Fra BZ’er til byrådssalen: “Jeg savner lidt larmen”
Tekst: Sebastian Vestergaard Danielsen & Hannah Malou Winther
Foto: Benedicte Ramfjord
Samfund | 11/06/2026 | 16. udgave
Han plejede at besætte bygninger og blokere fabriksindgange. I dag foregår aktivismen i mødelokaler og byrådssalen. For Jeppe Lomholt er kampen dog den samme, selvom scenen er skiftet – og på en gåtur tilbage til Havnegade bliver det tydeligt, at noget fra gaden alligevel holder ved.
Slips, nystrøgne skjorter og laksko, der rammer de lange, sterile gange i blide rytmer. Det er tre ting, der går igen, når man træder ind på Aarhus Rådhus. Luften mellem gulv og loft føles uendelig og formel.
I forhallen sidder en mand også med slips og nystrøgen skjorte. Hans opgave er at vogte over, hvem der kommer ind og ud fra rådhusets robuste betonmure.
Manden nikker smilende mod den lange, buede trappe. Aarhus’ borgmester er på vej ud, men bag ham løfter en hånd sig i et afslappet vink mod den uniformerede receptionist.
Håndens ejermand nærmer sig disken i en blomstret jakke. Ansigtet er ungt og udsmykket med ringe i sølv i både ører og næse. Under jakken gemmer sig en tatovering af Punk, hans nu afdøde kat.
Manden bag skranken hilser, som om mødet mellem punkæstetik og rådhusgange er det mest naturlige i verden.
Jeppe Lomholt lyner den blomstrede jakke som et skjold mod vinden udenfor døren. For seks måneder siden blev den tidligere aktivist valgt ind i Aarhus Byråd for Enhedslisten. I dag har magasinet TENDENS fået lov at komme med på en gåtur væk fra rådhuset og tilbage til det, der fyldte før. En tur hvor punklooket langsomt holder op med at ligne en kontrast og i stedet bliver en del af fortællingen.
Besætteren på havnegade
Vi bevæger os væk fra rådhuset og tættere på fortiden. Bilerne skyder forbi i korte, aggressive ryk, men Jeppe taler roligt, som om tempoet ikke helt når ind til ham.
Nede ad gaden ligger bygningen. Den ser ikke ud af meget. Afspærret og glemt. Omringet af herskabslejligheder med nystrøgne gardiner og altaner med potteplanter.
Stueetagen er lukket af bag krydsfinerplader. Men et blik op afslører noget andet. Facaden er stadig farverig. Figurer svæver hen over murværket – nøgne kroppe, der bevæger sig rundt i et spirituelt univers, løsrevet fra at have en økonomisk funktion. Et levn fra en idé om, hvad byen kunne være. En idé om en by, der kunne bruges og leves i. Ikke kun ejes og sælges. Han stopper op og smiler.
“Det vækker minder,” siger han.
Det var her, de brød ind. Besatte stedet og boede for en kort stund. Sammen med Besætternes Boligforening, at indtog han i 2021 lokalerne på City Sleep In Hostel på Havnegade i Aarhus. En forening der havde til formål at sætte fokus på boligmarkedets høje priser gennem aktivisme. I det gamle hostel skabte de muligheder for at komme i bad, holdt fælleskøkken og filmaften i lokalerne.
Ud ad vinduerne hang bannere med spørgsmålet “Hvor skal vi ellers bo?”. De forlangte, at vandrehjemmet blev overdraget til byens unge. I stedet stod bygningen uberørt hen. Kommunen havde ikke succes med at sælge den,men alligevel måtte besætterne kæmpe forgæves for at få den overdraget til Aarhus’ unge.
Inde bag væggene var der døde rotter, fortæller han. Fluer i lag langs vindueskarmene. Kulde, der krøb op gennem gulvet om natten.
Og alligevel.
“Det var faktisk... hyggeligt,” siger han og griner lidt.
Han gentager ordet. Hyggeligt. Som om det ikke helt passer og alligevel gør.
“Vi byggede noget op velvidende om, at det ville forsvinde igen.”
Et liv tæt sammen
Fællesskabet var ærligt og praktisk. Hænder, der gjorde noget. Kroppe, der var der. En fælles forståelse af, hvorfor man var mødt op. Det er det, han savner mest i dag.
Ikke nødvendigvis konflikterne og adrenalinen. Men følelsen af at stå skulder ved skulder med nogen – uden dagsorden, uden referater og mærke, at man var en del af noget, der bevægede sig synligt.
Han fortæller om sin røde mullet fra tiden som besætter. “Dagpenge in the front, party in the back,” som Jonathan Spang kaldte den. Om at sove på gulve. Om at stå i regn foran virksomheder uden helt at vide, hvad der ville ske, når politiet kom.
Som dengang han var med til at afsløre aspekter af store virksomheders arbejde, de selv forsøgte at skjule. Til karrieredagene på Aarhus Universitet stod aktivisterne side om side uden opråb. I stedet brugte de bannere til at belyse virksomhedernes involvering i våbensalg til Israel og De Forende Arabiske Emirater. Tre år med metoden medførte, at de ikke længere holder deres elevatortaler til karrieredagene.
“Det er hårdt at lave aktivisme,” siger han. “Også psykisk.”
Aktivisme er ikke kun fællesskab og idealer. Det er friktion. Adrenalin. Utryghed.
Til sidst nåede han et punkt, hvor kroppen begyndte at sige fra. Hvor en hverdag med skiftende baser og uforudsigelige situationer blev for hård hverdagskost. Hvor nætter på gulve ikke længere kunne opveje for rutiner og rene lagener.
En ny dør åbner
Det var ikke en plan. Sådan fortæller Jeppe om sin nuværende karriere. Han var allerede politisk aktiv. Som en del af Enhedslisten var han aktiv debattør på både gymnasier og gennem organisationer. Han jonglerede mellem bestyrelsesarbejde og universitet. Arbejdet med ungdomspolitik fyldte på flere fronter, og aktivismen var ét redskab blandt flere.
“Jeg havde nok en idé om, at der ville komme en dag, hvor jeg ikke havde energien til det længere.”
Til ikke at sove på kolde gulve. Til ikke at sidde en hel dag i regn foran en fabrik. Til ikke at finde nogen til at passe katten hver gang. Livet kom stille i vejen. Og åbnede samtidig en anden dør – ind til rådhuset.
Jeppe havde ikke planer om at droppe sin kamp for demokratiet, men han havde længe vidst, at han en dag måtte finde en anden måde at gøre det på.
Den samme kamp
Jeppe løfter i en hurtig bevægelse hånden og hilser på receptionisten. Inde på rådhuset er der stille i den store og monumentale hovedhal. Vi træder videre til den lange gang, hvor Jeppe har sin plads
Inde hos Enhedslisten er lokalet næsten tomt. Et bord. Fem stole. En rød veloursofa langs væggen. Der er højt til loftet. Hvide vægge. Rummet er normalt fyldt med møder. Forhandlinger. Sætninger, der skal formuleres rigtigt første gang.
“Det er en anden slags pres. Det er ikke adrenalin på samme måde,” siger han.
Han tøver.
“Det er måske mere… lidt angst.”
Debatter bliver skingre. Han nyder det ikke. Men han skal tage dem.
Han læner sig lidt tilbage i stolen.
“Jeg savner at lave noget med mine hænder,” siger han.
Som at hugge brænde og se træet gå i to. Et fysisk udkast, fremfor blot ord. Noget mere end bare møder. Han savner også fællesskabet. Det uformelle og spontane.
“Jeg savner lidt larmen,” indrømmer han.
Ikke nødvendigvis konflikterne. Men intensiteten. Når han taler om det, vender han altid tilbage til det samme: Værdierne.
Før råbte han dem ud. Nu forsøger han at forhandle dem.
Mellem to verdener
I Jeppes fortælling om kampen for udsatte mennesker, snubler han midtvejs i ordene.
“Og det var jo den samme grund til, at jeg var... er aktivist. For mig er sagerne meget vigtigere end metoderne.”
Senere fortæller han om at tage til punkkoncerter som politiker. Vante omgivelser blandt bekendtskaber fra miljøet. Lugten af øl og røg, der hænger i tøjet bagefter. Musikken er den samme, men noget er blevet anderledes.
“Jeg føler mig lidt som én, der kommer udefra nu,” siger han.
Han er stadig velkommen. Det er ikke det. Men identiteten har forskudt sig. For aktivisterne er han blevet politiker. For politikerne er han stadig aktivist. Han griner af det, men den efterfølgende stilhed bliver hængende i luften.
