Aarhus Portrættet:
Søren Karim om en hiphop-karriere på kanten af folkeligheden
Tekst: Filippa Hestbæk Bock & Max Frandsen
Foto: Emma Brink Laursen
Kultur | 11/06/2026 | 16. udgave
Det er 10 år siden, at Søren Karim Bech og Bogfinkevej skrev sig ind i Aarhus’ uofficielle kulturkanon med hyldestsangen “Smilets By”. På en forårsdag møder TENDENS rapperen på Ris Ras i Mejlgade til en snak om sprog, forbilleder og folkelighed.
“Hvad tror du egentlig, den handler om?”
Det var Steffen Brandt, der forhørte sig på et monotont og rugbrødstørt Åbyhøj-gensisk, mens motorvejs-meterne fes væk under bandbussens hjul.
Måske var det en anerkendelse af en gensidig respekt mellem to sangskrivere, når TV-2-forsangeren, der ellers ikke er kendt for at udpensle sangteksternes betydning, nu testede Søren Karim i konnotationerne i “De første kærester på månen”.
Den dansk-algeriske lyriker var netop slået igennem som rappende og tekstskrivende tredjedel af Bogfinkevej, der havde opnået status af opvarmningsband for TV-2 på orkestrets 2017-turné. Et drømmejob.
På hjemvejen fra et aftenshow samlede han mod til at slå sig ned ved siden af idolet bagerst i bussen. Her fremlagde han på Brandts forespørgsel sin personlige læsning af TV-2-hittet fra 2006.
“Jamen... den handler om den første umiddelbare kærlighed, man møder som ung ik’? Altså den første store kærlighed,” konstaterede Karim.
Brandt drejede sig en kvart omgang, så på ham og kvitterede:
“Det er fedt, at du får det ud af den. Men det er ikke det, den handler om. Den handler om kærligheden efter døden, mand. Sidste skoledag er døden.”
“Jeg tænkte what!” Han løfter hænderne og presser pegefingrene mod begge tindinger, mens en tændt cigaret oser fra hans højre hånd. “Jeg havde jo hørt den helt forkert, åbenbart. Men så fik vi en god snak.
”Karims fortolkning var ikke forkert. Men den var anderledes end Brandts. Nu forstod han, at der var mere til sangen end den åbenlyse forelskelse, som han siger i dag. At den holdt på mere end klokkespils-riffet og det ørehængende omkvæd. Han kalder Brandt for en mester i “at balancere på kanten af det folkelige, men samtidig have dybde”. En balancegang, som han siden da har forsøgt at gøre kunsten efter.
Latinerkvarterets lyriker
Søren Karim Bech sidder på Ris Ras i Mejlgade, hvor man stadig må ryge indenfor, og hvor han, som han siger, er tæt på at være en del af inventaret efter 20 års residens i Latinerkvarteret. Stedet føles hjemligt for ham. Hans cognacbrune læderjakke fusionerer også nærmest med sofaen, han har slået sig ned i. Benene over kors.
Han læner sig tilbage. For fire dage siden afsluttede han forårsturnéen med Bogfinkevej i DR Koncerthuset i København. Hen over sommeren begiver han sig på festivalturné med gruppen, som fejrer 10-årsjubilæum.
Men meget er sket, siden de først slog igennem med Aarhus-hymnen “Smilets By” i 2016. Ved siden af Bogfinkevej har han i 2022 medvirket på undergrundspladen “8KTURE” som medlem af gruppen “TRÆMAND SNØRE AAL”, og i 2024 debuterede han som solist med “Romeo <3 Julie”.
Men skæbnen har også budt på et særegent passionsprojekt i form af podcasten “Rappernes Bogklub”, hvor han med rap-kollegerne Sean Lightfoot og Aalen dissekerer klassiske litterære værker. Gennem knap to år har de tre lyrikere måned efter måned kastet sig over alt fra Franz Kafka til Knud Romer.
Men fælles for alle projekterne er, at de i sin essens handler om at forene lav- og højkultur. Om at balancere på kanten af det folkelige.
Fra Xanthippe til Ingeborg
”I starten skal man finde sin tone, når man er i gang med at skrive. Jeg har jo aldrig været så bange for at referere til noget, som folk måske ikke kender,” fortæller han med et smil på læben.
For Karim er intet for stort eller småt. Inspirationen kan komme fra de højtravende græske myter, som når han på Bogfinkevejs “Iben Hjejle” trækker tråde til Sokrates’ skarptungede hustru Xanthippe. Samtidig er han ikke for fin til at lade sine tekster springe ud af den mere jordnære danske kulturarv som med betagelsen af “Matadors” Ingeborg Skjern på solosangen “Pleaser”.
“Det var en reference, som jeg synes var vildt fed, og så tænkte jeg, at hvis folk ikke forstod den, så burde de se ‘Matador’, hvor Ghita Nørby spiller Ingeborg, med det samme. Det burde man vide,” siger han.
Samtidig er der ingen tvivl om, hvor hans egen kulturelle kyndighed kommer fra. For når Karim som barn besøgte sin farmor – hans “mammy” – blev han fodret med fortællinger. Hun nærede en helt særlig kærlighed til de græske myter og religiøse allegorier.
Allerede som 10-årig kastede han sig over en bjergbestigning af Ovid og Homers storværker. Tekster, som han ikke forstod meget af. Men nysgerrigheden overvandt de haltende læsefærdigheder og hjalp ham til at fortsætte.
”Den interesse blev jeg bare ved med at fodre gennem mine ungdomsår. Jeg læste alt, hvad der var episk og klassisk, om det så var nordisk, græsk eller arabisk. De der værker, som alle andre værker refererer til.
”Og den tidlige trang til at gå direkte til kilden tog han med sig videre, da han begyndte at rappe i teenageårene i Højbjerg. Men udtrykket i hiphop-verdenen var et helt andet end det, han var vant til.
”Da jeg startede, begyndte jeg jo bare at emulere alle dem, jeg syntes var seje. De der rigtige drukkenbolde. Alt min rap handlede om at drikke sig stiv og tjene penge.”
Karim hentede en bunke rapmusik ned på sin MP3-afspiller og begyndte at rappe med på teksterne fra de store navne. Niarn. L.O.C. Jokeren. Her fik han fat i den lange ende. Her var noget, han brændte for. Og endnu vigtigere: noget, han kunne finde ud af. Han tog fat i sin makker Aalen i skolegården.
”Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg vil være Danmarks bedste rapper,” erklærede han.
Men i Karims tidlige ungdomsår betød hans blandede ophav, med en mor fra Algeriet og far fra Danmark, samtidig, at han gennemgik en mindre identitetskrise. Han kunne ikke finde ud af, om han var udlænding eller dansker, og han endte med at blive smidt ud af folkeskolen.
”Jeg var en rod. Jeg endte med at hænge med alle de farlige i den dårlige ende af Højbjerg. Med alle gangsterne. Selvom jeg var en forfærdelig gangster,” fortæller han og griner højlydt.
Han trængte til luftforandring, fortæller han.
Kærligheden i Mejlgade
“Det var jo lige herude,” smiler han og fører hånden med cigaretten i en vandret linje gennem luften. Han peger ud på Mejlgade og tager en tår af sin rosé.
”Vi var helt små og måtte ikke noget, så vi rendte rundt på gader og stræder.”
Det var festuge i Aarhus, og Karim var næsten 13 år, fortæller han. Han og de andre venner fra forstæderne samledes i midtbyen. De rendte skiftevis rundt på Den Spanske Trappe, Åen og Store Torv. Karim skulle mødes med en i Rosensgade og gik en vej, han aldrig før havde gået. Han endte på Mejlgade og fik pludselig en stærk følelse indeni.
Farverige markiser, flagrende bannere og flokkevis af glade ansigter fyldte den gamle gade. Karim fortæller, at det her gik op for ham, at verden var større, end hvad han før havde set. Han gik på opdagelse og blev betaget af energien mellem menneskerne og de mange små sidegader, der løb tværs igennem. Han griner og konstaterer, at det måske lyder lidt dumt, når han genfortæller historien, men følelsen står stadigvæk helt klart.
“Det var sådan en følelse af bare at være en ung dreng på eventyr. En følelse af at opdage noget, man ikke vidste var der. Gad vide, hvad det her er?”
Han sammenligner oplevelsen med myten “Fusijama” af Johannes V. Jensen, der kredser om jeg-fortællerens første indtryk af det japanske bjerg Mount Fuji. En vækkelse, hvor en forbindelse mellem jord og himmel pludselig afsløres. Et brud med den opfattelse, man før havde gået rundt med.
Karim så kærligheden i Mejlgade. Inden længe kom det til at vende op og ned på hans selvfortælling. Snart var det ikke længere sejt at rappe om at drikke sig stiv. Han tog på efterskole på det nordlige Samsø, og her blev der gjort grin med, hvis man spillede hård. Det gav ham skubbet til at slippe, hvad han i Højbjerg havde bygget op som en hård facade.
”Efterskolen reddede mig fuldstændig. Jeg var jo superdårlig til at være kriminel og nederen, og efterskolen pillede det der gangster-shit væk fra mig. Det var ikke en gangbar valuta ikke at opføre sig ordentligt. Det var langt vigtigere at være en nice person.”
Der skulle pludselig andre ting til for at være fed på en efterskole, hvor kunst, musik og samvær var i højsædet. Samtidig betød bruddet med det hårde ghetto-udtryk, at hans stil ændrede sig. Han fortæller, at mere inderlige rappere som Kasper Spez åbnede en ny verden for ham. Han opdagede, at vejen ind til rap ikke nødvendigvis skulle kobles op på ”det der ghetto-shit”.
Efter gymnasiet søgte Karim ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, men blev ikke optaget. Det fik ham til at gå andre veje og læse jura. Han fortæller, at han i den periode røg meget hash og nedprioriterede studiet til fordel for musikken. Bogfinkevej lavede en musikvideo, som gik viralt på Facebook og udløste opmærksomhed fra en række store pladeselskaber. Det betød, at drengene blev ringet op i tide og utide.
”Lige da jeg var begyndt på kandidaten, fik vi pladekontrakt hos Universal,” fortæller han.
Karim husker særligt en helt bestemt dag i auditoriet, hvor han sad til forelæsning i Skatteret. ”Jeg vil ikke ønske Skatteret for selv min værste fjende. Det er ren Kafka,” fortæller han med et lille grin. Idet han sad der til forelæsningen, tikkede en besked ind fra selveste Wafande. Det var skubbet, der endegyldigt fik ham til at rejse sig op og gå sin vej. Det blev afslutningen på jurastudiet, og han havde netop nu besluttet sig for, hvilken vej han ønskede at gå.
Nyt liv
“Skal vi gå hjem til mig?” Han tømmer sit glas og hejser sin lange krop op af den dybe lædersofa. “Jeg har jo en meget fotogen lejlighed. Altså til jeres billeder,” konstaterer han og undertrykker et drilsk smil.
Hans krøllede, midterskilte hår rager letgenkendeligt op i luften, mens han trasker gennem Graven. Han fortæller, at det er hans kæreste gennem to år, der har stået for indretningen i lejligheden.
“Hun har virkelig renoveret mit liv, du ved. Sat flere farver på min tilværelse.”
Det høres da også på musikken på soloalbummet “Nyt Liv”, der præges af reflekterende og kærlige tekster i Kasper Spez-stilen. Karim betragter den skildring af følelser og indre liv som en af sine fornemmeste opgaver.
“Det er det, som både litteratur og lyrik gør vildt meget bedre end alle andre medier. Jeg læser tit noget, hvor jeg tænker: ‘Jeg har det præcis sådan her, men jeg har aldrig tænkt det på den måde’. Det er jo, fordi forfatteren har været vildt god til at mærke følelsen og få den ned på papir. Det er jeg virkelig inspireret af.”
Han fremhæver Karen Blixens “Sorg-Agre” – læst i “Rappernes Bogklub” – som et eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at sætte følelseslivet i højsædet.
“Jeg græd som pisket, da jeg læste den,” fortæller han.
Allerede i karrierens spæde begyndelse oplevede Karim selv, hvordan det resonerede med publikum, når han tog følelserne med ind i musikken. I 2013 lavede han pladen “Contra August EP”, som blev en undergrunds-succes.
“Jeg var lidt deprimeret, så pladen var sådan en rigtig indadvendt rejse ind i følelserne og næsten lidt emoagtig. Jeg har jo opdaget, at jeg har virkelig svært ved at skrive om noget, som jeg ikke er i eller mærker eller føler.”
Men pladen var også præget af en undergrundsstil. Karim forklarer, at man i undergrundsmiljøet satte en ære i, at musikken skulle være hemmelig, autentisk og reserveret. Personligt gav han ikke meget for den præmis. Han tog alt, hvad han havde lært, med sig ind i Bogfinkevej.
En lille én
Han smiler og slår sig ned i sin kolossale tæppeklædte hjørnesofa i dagligstuen. Lader sig sluge af de farverige motiver på pyntepuderne. Bag ham hænger et maleri af en flok køer, der græsser. På sofabordet ved siden af Knut Hamsuns “Sult” ligger en kryds-og-tværs, som han samler op og studerer.
“Bogfinkevej startede jo med, at min kammerat Lau, som er en rigtig mandemand og uddannet murer, pludselig viste sig at kunne spille guitar.
”I trioen, der blev stiftet i et kollegie på gaden af samme navn, var det ikke længere et fyord at være folkelig. Det blev noget at stræbe efter.
“Lau er jo en mand af få ord, der elsker at drikke flaskeøl. Vi afbalancerer hinanden, så det hverken stikker af med mine græske myter eller med hans drik-bajer-sange. I undergrunden får man tudet ørerne fulde med, at det er skidt at være folkelig, men jeg synes, det er vildt fedt at skrive om det, vi alle deler.”
Det er netop det spændingsfelt, som for Karim gør Bogfinkevej til noget helt særligt, og som på den seneste forårsturné forærede ham hans eget Steffen Brandt-moment. Han fortæller, at trioen under turnéen spillede sangen “Hvem var du, da du var” som afslutningsnummer. En sang, der i hans verden handler om forgængelighed og eftermæle, og hvortil han har skrevet linjen:
“Og hvad vil de fortælle af historier om dig, når de får en lille én? / Og hvordan fik du brugt dine 15 minutter på scenen?”
Efter en af koncerterne kom en kvinde slæbende med sin kæreste. Hun fortalte, at linjen havde været grundlag for en ophedet diskussion hjemme hos dem. Hun forlangte afklaring.
“Hun var jo sikker på, at dét at ‘få en lille én’ betød at få en baby. Han var sikker på, at det betød at få en bajer. Og så sagde jeg, at det var præcis sådan, jeg havde skrevet den. Jeg mente begge dele.”
Hvor drikker du din kaffe?
“Il Mercatino her i Mejlgade. Jeg drikker for det meste bare min kaffe derhjemme, men ellers skal det være på Il Mercatino.”
Hvor vil du anbefale en ung aarhusianer at tage hen?
“Hvor ung? Ej, jeg tror jeg ville anbefale at tage på Café Under Masken. Der kan man både få kaffe udenfor, og så kan du også drikke øl. Der er en atmosfære, hvor man føler sig hjemme, og det, tror jeg, er nice for unge mennesker.”
Hvad er dit yndlingssted i Aarhus?
“Jeg tror, jeg vil sige Godsbanen. Der er mange forskellige miljøer. Der er højt til loftet, du ved. Hvis man er ung og har piercing i næsen og laver jungle-musik, eller hvis man godt kan lide at stå på skateboard, så er der alt muligt dernede. Vi havde et studie i en godsvogn dernede i mange år, så der slog vi vores folder.”
Hvad er det første, du gør, når du står op, og det sidste du gør, inden du går i seng?
“Det første, jeg gør, er at skylle mit hår, så jeg kan få lov til at sætte det i en midterskilning, for jeg får crazy meget morgenhår. Det sidste, jeg gør om aftenen, er at se Columbo. Jeg ser Columbo hver aften, når jeg skal falde i søvn. Det er mit comfort-show. Sæsonerne fra 70’erne er, for mig at se, det bedste, der er lavet af al kunst nogensinde.”
Hvilken Aarhus-kunstner har gjort størst indtryk på dig?
“Det må være L.O.C og Steffen Brandt. Steffen tog os med på de 22 jobs rundt i landet med TV-2, da vi var helt nye. Vi lærte så meget der, og han er en af de bedste sangskrivere nogensinde. En legende. Og L.O.C viste jo bare vejen for alle rappere i min generation. Især for sådan en halv-dansker fra Aarhus som mig.”
De fem hurtige