En oase fra en svunden tid
Tekst: Mads Emil Bjerggaard Larsen & Nicolai Steenberg Christensen
Foto: Rebecca Krogh
Kultur | 24/10/2024 | 9. udgave
Hvordan kan man føle nostalgi for nogen eller noget, man aldrig rigtig har oplevet?
​​
En gruppe unge mænd har samlet sig i en rundkreds. To af dem har stillet sig - måske underbevidst - i samme positur som Liam Gallagher, når han angriber mikrofonen på scenen. Godt nede i knæ og med en let vippen på fødderne. En anden har sågar fået udformet sin hårpragt som den flabede forsanger. For det er netop Oasis, snakken er faldet på. Energien blandt dem er elektrisk, men også ængstelig. Bandet har netop annonceret nye koncerter, og alle i rundkredsen har ét ønske. Muligheden for endelig at se to af tidens største rockstjerner live på scenen.
Selvom man umiddelbart kunne tro, at vi her befinder os i midt 90’ernes Storbritannien, udspiller denne scene sig næsten 30 år senere. I en kantine på en videregående uddannelse i Aarhus. Rygterne har svirret på de sociale medier, og det umulige lader til at være sket. Oasis er genopstået. 14 år og 364 dage efter deres brud.
Midt i drengenes eufori opstår der en undren:
Hvordan kan man føle nostalgi for nogen eller noget, man aldrig rigtig har oplevet?
​
Fantomnostalgi
​
At ungdommen drages af det retro er intet nyt, og det er et grundvilkår i alle aspekter af kulturen, fra moden til musikken, at alt er cirkulært. Der er dog noget bemærkelsesværdigt ved denne generations begejstring for fortiden.
“Det er en nostalgi, der ikke næres af erfaringer fra et levet liv, men af forestillinger og fortællinger om fortiden, sådan som den er blevet formidlet af forældre, vist på film eller udtrykt i musikken.”
Sådan skriver højskoleforstander Simon Axø i et essay i Information om det, han kalder ‘fantomnostalgi’.
Nostalgi i generne
I den københavnske familie har musik af den ældre generation altid været allestedsnærværende. Til fester, køreture og som dagligdagens lydtapet.
“Det fylder meget for os, fordi vi altid hører det, når vi er sammen. Det fungerer som baggrundsstæppe," siger Anders’ søn, Adam.
Men det er ikke kun overflod af nostalgifest, som er årsag til Adam og Filippas musiksmag. Interessen i 80’ernes og 90’ernes pop/rock skal findes i det gamle tekstunivers.
“Med meget af den musik, jeg har lyttet til med min far, har der hørt historier med, og derfor tror jeg, at jeg er blevet farvet til at kunne lide musik med en god tekst og historie,” fortæller Adam.
For søskendeparret er det den gamle måde at producere musik, som virkelig har fanget dem. En musikforståelse deres far altid har vægtet højt.
“Når han satte en sang på i bilen, så kom han med en lang forklaring om, hvilket band det var, og hvem der havde produceret den,” forklarer Filippa.
Det er dog en tilgang til musikken, som ikke bliver vinder frem i samme grad længere, og det afspejler sig helt naturligt i deres valg af ældre kunstnere. Det handler derfor ikke kun om, hvad der var, men en erkendelse af, hvad der ikke er længere.
Direkte, umiddelbar og kropslig'
Ifølge Tore Tvarnø Lind, PhD og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, er muligheden for at opleve Oasis live igen med til at forstærke følelsen af nostalgi:
“Det er ikke længere forestillingen om Oasis’ fanskare. Det er den direkte, umiddelbare og kropslige oplevelse, og det foregår her og nu.”
Det er også en følelse, som Filippa Tilma kan nikke genkendende til. For hende har det også stor betydning, at hun endelig får muligheden for at opleve Oasis live:
Fantomnostalgiens ophav kan for nogle måske virke tilfældig, endda umotiveret, og det kan være vanskeligt at finde årsagen til den higende længsel efter fordums musik.
Det er ikke tilfældet for søskendeparret Adam og Filippa Tilma, som ikke sonderer længe over svaret på, hvorfor langt størstedelen af deres musikalske garderobe består af 80’er og 90’ernes pop/rock.
For at forstå det, skal tiden skrues tilbage til dengang, hvor deres far, Anders, forelskede sig i musikken.
​
Kærlighed bevaret i formaldehyd
I en pladeforretning i Irland trisser Anders K. Sørensen rundt mellem vinyler og magasiner. Han studerer butikkens væld af farverige indtryk, idet han falder over overskriften på en udgave af The Face. Året er 1994, og forsiden er dækket af versaler:
“SUPERSONIC! OASIS: THE NEXT BEATLES, THE NEXT PISTOLS OR JUST THE NEXT BIG THING?”
Energien fanger ham. Det igangsætter en kort og intens forelskelse. En følelse, han stadig kan genkalde sig den dag i dag, når Gallagher-brødrenes energiske melodier bliver kastet ud af højtalerne.
”De to første plader vender jeg tit tilbage til. Det er en kærlighed, der er bevaret i formaldehyd.”
Men selvom mindet om ungdommens frihedsfornemmelse er konserveret, handler det ikke om eskapisme for Anders. “Det er mere følelsen af frihed, energi og glæde.”
En følelse, den tidligere musikanmelder glædeligt deler ud af til sin omgangskreds. Især sin familie.
​
​
​
“Man har lyttet til musikken, men man har ligesom ikke været i live, da de peakede. Det bliver fedt at opleve de gamle fans og høre, hvordan de lyder live. Det har man jo aldrig hørt før.”
​
Bag den undren, der opstod i de unge mænds rundkreds, ligger der flere forklaringer. Men for Adam og Filippa er nostalgien nedarvet. Den er formidlet af deres far, og dyrket af dem selv, når de har valgt kunstnere fra hans musikalske garderobe til på deres egne playlister.
Og i modsætning til de unge mænd fra rundkredsen, som alle måtte forlade Ticketmasters hjemmeside tomhændet, har Filippa og Adam sikret sig billetter til en af de famøse reunion-koncerter. De har inviteret deres far med til koncerten, og til august 2025 drager familien mod Edinburgh for at se Oasis genopstå.
Tilbage til det land, hvor deres far i sin ungdom forelskede sig i Gallagher-brødrenes bibelske tunes.